31. décembre 2019

news

Nytårshilsen fra H+H Nordic

Kære kunder, samarbejdspartnere og venner af huset.
Sikke dog tiden den flyver afsted og inden længe går vi ind i et nyt og spændende år med masser af planer og håb. Men inden vi når så vidt vil vi gerne benytte lejligheden til at sige tak for året der er gået.

2019 har været et travlt år i H+H Nordic, med stor aktivitet og mange nye tiltag, heriblandt at blive jeres foretrukne ”Partners in Wall Building”.

Partners In Wall Building
2019 har været et år, hvor vi, H+H, har udvidet vores internationale forretning yderligere og samtidigt tilføjet nye løsninger til vores produktsortiment. I den forbindelse har vi talt med mange af vores europæiske kunder, som beskriver os som en pålidelig og professionel specialist indenfor murværk, der leverer vægmaterialer af høj kvalitet. I fremtiden ønsker H+H at understøtte dette med at blive en ansvarlig samarbejdspartner og skabe værdi for vores partnere indenfor vægbyggeri.

Helt konkret betyder det i H+H Nordic, at vi i 2019 har arbejdet meget målrettet med ”Partners in Wall Building”. Vi har i 2019 arbejdet fokuseret med de samarbejdspartnere, hvor vi sammen har kunne skabe en større værdi i hele byggeriprocessen for husbyggeren, kunden, de udførende, distributøren m.fl. - vi tager partnerdelen alvorligt. Desuden har vi i H+H Nordic også fået et nyt produkt i sortimentet, så vi nu kan levere en hel væg (mere om dette senere).

H+H Kalksandsten
H+H Danmark har fået en ny produktkategori i sortimentet – H+H Kalksandsten, som typisk vil indgå som et supplement til vores øvrige porebetonløsninger. H+H Kalksandsten er ”den stærke dreng i klassen” og anvendes i byggeriet til bl.a. bærende vægge, hvor der er behov for en stærkere bæreevne samt opfyldelse af høje lydkrav.
H+H Danmark leverede det første testbyggeri med H+H Kalksandsten på Højmarksskolen i Holsted i april måned. ”H+H Kalksandsten er utrolig nemt at arbejde med, for det hele er et gennemtænkt byggesystem, som kan komme til at gå op i både højde og længde. Så det er meget begrænset, hvor mange tilskæringer vi skal lave på byggepladsen. Og så er det rart at arbejde med, da dens vægt betyder, at vi skal bruge en kran til at montere modulerne med og derfor ikke behøver at løfte noget. Så det kan muligvis være fremtiden inden for byggeri”, fortæller Søren Kongsted, entreprenør på byggeprojekt for Højmarkskolen i Holsted.

Vi er glade for at kunne tilbyde vores kunder dette produkt og du kan læse meget mere om H+H Kalksandsten på vores hjemmeside: https://www.hplush.dk/kalksandsten

Klima og miljø
Klima og miljø har været de helt store emner i den offentlige debat i det forgangne år. I H+H har vi har i en årrække bl.a. arbejdet med bæredygtighed og indeklima, som netop vores løsninger understøtter. I år har vi især arbejdet på at gøre branchen opmærksom på at netop stenhuse er en bæredygtig løsning.

H+H’s løsninger har altid være lavenergiklasse samt langtidsholdbare og ansvarligt producerede byggematerialer – det er der ikke noget nyt i, hvorfor vi står helt inde for vores løsninger.

Med tilsagn fra både industrien og regeringen om øget fokus på at finde de rigtige løsninger i årene fremover, ser vi hos H+H frem til fortsat at være en del af og bidrage til at gøre en forskel.

Byggeri 2020
H+H Danmark er atter at finde blandt udstillerne i på Byggeri 2020 i Fredericia. Vi vil ikke løfte sløret for meget, men kan love at konceptet for vores stand bliver væsentligt anderledes end de sidste mange år – så husk at kigge forbi den 10.-13. marts 2020.
 

Året der kommer
H+H Nordic har indgået nye samarbejdsaftaler med spændende partnere, så år 2020 ser lovende ud – og vi vil fortsætte videreudviklingen af bedre partnerskaber med flere nye tiltag. Vi glæder os til at arbejde tættere sammen med jer i år 2020.

Afsluttende vil jeg ønske jer alle et rigtig godt og lykkebringende nytår.
 
De bedste hilsner

Jacob Lypart